Linoliemaling

Smuk, holdbar og diffusionsåben maling.

Folk med kærlighed til træ værdsætter linoliemalingens uovertrufne gode træbevarende egenskaber. Taler man med gamle tømrere eller træskibs folk ved de at linolie og linoliemaling er produkter der styrker og bevarer træ. Linolien trænger langt ned i træet og mætter det i dybden, så fugtoptaget mindskes. Malingensfilmen beskytter træet mod solens UV påvirkning, uden at træet lukkes inde under en hinde som fugt ikke kan trænge igennem. Begge dele mindsker risikoen for revner i træet og rådskader.

Linoliemaling består i al sin enkelthed af linolie (hørfrøolie), pigment (farvepulver) og sikkativ (tørremiddel) og har i århundreder været kendt som en unik overfladebehandling til træ, men malingen kan med fordel også anvendes på puds og metal. Linoliemalingens styrke er linolien, som har en unik indtrængnings- og vedhæftningsevne på mange overflader, men især på træ. Det skyldes, at linoliens molekyler er meget mindre end træets porer og under hærdningen udvider sig op til 20 % hvorved træet får mere styrke og fugtoptag mindskes. Derudover er malingen meget smidig og revner eller skaller ikke når det udvendige træværk både udvider sig og trækker sig sammen under vejrets påvirkning. Linoliemaling kan bruges på både høvlet og ru træ uden at træets struktur forsvinder.

Der er over 200 års erfaring med linoliemaling, som stadig foreskrives til bevaringsværdige bygninger, men som også anbefales til moderne huse, på grund af linoliemalingens smukke samspil med træet.

Linoliemaling kan også anvendes indendørs og bruges her især på grund af sin smukke silkematte finish og de enkle og veldokumenterede indholdsstoffer. Linoliemaling fås i mange smukke farver, som alle smukt fremhæver overfladens struktur.

 

Alle vores linoliemalinger består kun af pigment og linolie, uden andre fyldstoffer.

Ved vores "Original linoliemaling": bliver pigmenterne revet i olie på valse = den bedste kvalitet linoliemaling du kan få. (Olien er fernis.)

Ved vores Naturlinolie og evd linoliemaling:  bliver pigmenterne rørt/knust i linolie = pigmenterne er ikke så findelte. Olien er koldpresset.


4 hurtige ?

 

1. Kan man male med linoliemaling på en malet overflade?

Du kan male med linoliemaling på de fleste overflader. Hvis du maler på en anden maling vil linoliemalingen selvsagt ikke hæfte på træet men malingen.

Så hvis den gamle maling slipper falder linoliemalingen også af. Derudover vil træet ikke få den samme glæde af olien, pga den gamle maling.

2. Hvordan maler man med linolie?

Linoliemaling påføres i MEGET tynde lag. Malingen skal tørre imellem hvert lag. Der gives så mange lag at overfladen står ens blank når malingen er tør efter sidste påføring.

3. Behøver man at give nyt træ grunder først?

Det er en god ide at grunde nyt træ først. Grunderen trænger længere ind i træet end malingen.

4. Hvad er ventetiden fra første lag til andet? 

Minimum et døgn, men man skal ikke male igen før laget er helt tørt. Det må hverken klæbe eller smitte af. Man skal vente til laget er HELT tørt.